Hvorfor betale for formueforvaltning?

Det kan være svært at gennemskue, hvorvidt du bør gøre brug af en formueforvalter eller ej. Læs med her, hvor jeg giver mine 4 bud på, hvad det rent faktisk er du betaler for og bør få for dine penge.

Af Klaus Hoffbeck
8. oktober 2020

 

Kan det overhovedet betale sig at gøre brug af en formueforvalter? Hvad kan en formueforvalter, som jeg ikke selv kan? Disse spørgsmål møder jeg ofte i mit virke som Senior Kundeambassadør hos Asset Advisor Fondsmæglerselskab. Spørger du mig, afhænger svarene af, hvorvidt der er tale om en passiv eller aktiv investeringsstrategi.

lommeregner og hænder formueforvalter


Formueforvaltning med passiv investeringsstrategi
Når det drejer sig om en passiv formueforvaltning, kan det generelt ikke betale sig at gøre brug af en formueforvalter, medmindre du er helt novice inden for investering generelt. I stedet kan du med fordel købe en ETF[1], da dette er billigt og en investering du selv kan varetage.


Formueforvaltning med aktiv investeringsstrategi
Drejer det sig derimod om en aktiv formueforvaltning, er mit svar mere nuanceret. For at besvare spørgsmålene, vil jeg fremhæve 4 ting, som du betaler for, hvis du køber aktiv formueforvaltning.

  1. Erfaring
    En af de ting som du betaler for, hvis du vælger at gøre brug af en formueforvalter, er forvalterens erfaring. En god formueforvalter har årelang erfaring. Han har på egen krop oplevet både op- og nedture på de finansielle markeder. Dette gør ham dygtig til at genkende faresignaler og muligheder, således han forventeligt kan foretage de nødvendige dispositioner i rette tid. En god formueforvalter forsøger at sikre, at investorernes engagement lider mindst muligt og arbejder aktivt på at hjemtage gevinster, hvor andre lider store tab. Er forvalteren rigtig dygtig, kan han oparbejde et kapitalmæssigt og psykologisk overskud i krisetider – og dermed muliggøre store og værdifulde forretninger.
  1. Daglig stillingtagen til risikoudnyttelse
    En god formueforvalter forholder sig dagligt til den risiko, han påtager sig på vegne af investorerne. Han lever og ånder for at regne markedet ud, han er nysgerrig, opsøgende og undersøgende. Samtidig forholder han sig altid kritisk overfor markedet, særligt når alle andre er enige om, at det går rigtig godt. Du betaler altså for, at der dagligt bliver taget stilling til din risikoudnyttelse. Ideelt betyder dette, at din forvalter opnår et risikojusteret årligt afkast, som ikke udsætter din investering for unødig risiko, når tiderne ikke er til det.
  1. Indkøbs- og rabatfordele
    En tredje ting, som du bør få med i købet ved brug af en formueforvalter, er gode indkøbs- og rabatfordele. En god formueforvalter har mulighed for at købe ”investeringsprodukter”, som du som privat investor oftest ikke har adgang til. Forvalteren kan desuden oftekøbe disse produkter til fordelagtige priser og på de rigtige tidspunkter – til fordel for dig som investor.
  1. Tidsbesparelse
    Den fjerde ting, du betaler for, er tid. Det er enormt tidskrævende at sætte sig ind i markedet, brancheområder, enkelte virksomheder og markedspsykologien samtidig med, at du skal balancere egen portefølje. Sidstnævnte kræver desuden en finansiel forståelse, som rækker noget ud over almindelige regne-færdigheder. Det kan derfor være en fordel at gøre brug af en professionel forvalter, som kan påtage sig disse opgaver.


Hvorfor betale for en formueforvalter?
Så hvorfor skal du betale for formueforvaltning. Jo, lad mig gå tilbage til begyndelsen med de to spørgsmål ”Kan det overhovedet betale sig at gøre brug af en formueforvalter?” og ”Hvad kan en formueforvalter, som jeg ikke selv kan?”.

Ift. spørgsmålet om det kan betale sig at gøre brug af en formueforvalter afhænger dette af, hvorvidt der er tale om passiv eller aktiv forvaltning. Hvis det drejer sig om passiv forvaltning er mit svar umiddelbart nej. Drejer det sig derimod om aktiv forvaltning, bør dine overvejelser udspringe af, hvordan din egen situation ser ud, og om fordelene ved formueforvaltning giver mening for dig og din situation.

Ift. Spørgsmålet angående hvad en formueforvalter kan, som du ikke selv kan, kan du tage et kig på ovenstående 4 punkter. En formueforvalter kan bidrage med hans ekspertise, daglig håndtering af porteføljen og de ekstraordinære indkøbs- og rabatfordele. Hvis du vurderer, at det er noget der vil gavne dig, bør du overveje at benytte dig af en formueforvalter.

Der er altså ikke et endegyldigt svar på spørgsmålene, da det afhænger af den enkeltes situation og behov. Jeg håber, at dette har hjulpet dig med din beslutning vedrørende et valg eller fravalg af formueforvaltning. Husk altid at overveje, hvordan netop din situation ser ud, så du træffer den rette beslutning for dig.

 

[1] ETF står for “Exchange-Traded Fund”. Disse kan sammenlignes med investeringsforeninger, hvor investorernes investeringssum, investeres kollektivt.

En ETF følger en passiv investeringsstrategi, idet ETF’ere typisk forsøger at spejle indeks (såsom det amerikanske S&P 500, det danske OMX C25-indeks osv.)

 

  1. Få listen: 10 spørgsmål du bør stille en forvalter

  2. Jeg accepterer at Asset Advisor Fondsmæglerselskab A/S og Asset Opportunities A/S må opbevare og behandle mine data. Du kan læse mere om, hvordan vi er forpligtet til at beskytte dine data i vores persondatapolitik

Vil du vide mere?

Se også min video om formueforvaltning her.